Susannes fortælling fra FoBien
Mandag morgen - jeg har ondt i maven, sveder og ryster, skal møde på Fo`Bien for første gang i dag.
Der er kaffe og the og egentligt meget hyggeligt, men der er jo andre mennesker end mig. Bare de nu ikke spørger mig om noget.
Det gør de…... Jeg får hvisket mit navn og at jeg er bange.
Jeg er flov over, at jeg ikke kan gå på arbejde, ikke kan være sammen med andre end min kæreste og min allernærmeste familie.
Jeg har også været indlagt på psykiatrisk afdeling, det har jeg det rigtig dårligt over.
Jeg møder og arbejder med min angst for at være sammen med andre, det er rigtig svært.
Vi arbejder med at ændre tanker og handlinger ud fra nogle skemaer.
De første 8 uger går det meget langsomt fremad, heldigvis får jeg lov til at være her endnu 8 uger, på betingelse af at jeg kommer i praktik.
Det kommer jeg i en butik lige midt i byen, jeg har selv ønsket at være i butik, men hvor er jeg bange når der kommer kunder.
Heldigvis ved jeg at jeg altid kan ringe over på Fo`Bien og få en snak og et besøg, det hjælper mig meget. De ringer også til mig for at hører hvordan det går.
Nu er jeg bare så stolt, jeg er oppe på at være i butikken 20 timer om ugen og jeg synes det er dejligt at ekspederer kunderne og lave alt det andet jeg er med til i butikken.